De higer og söger
i gamle Böger,
i oplukte Höie
med speidende Öie,
5paa Sværd og Skiolde
i muldne Volde,
paa Runestene
blandt smuldnede Bene.
Oltids Bedrifter
10anede trylle;
men i Mulm de sig hylle,
de gamle Skrifter.
Blikket stirrer,
sig Tanken forvirrer.
15I Taage de famle.
„I gamle gamle
hensvundne Dage!
da det straalte i Norden,
da Himlen var paa Jorden,
20giv et Glimt tilbage!“
Skyen suser,
Natten bruser,
Gravhöien sukker,
Rosen sig lukker.
25De övre Regioner
toner!
De sig möde, de sig möde,
de forklarede Höie,
kampfarvede, röde,
30med Stierneglands i Öie.
„I som raver i blinde,
skal finde
et ældgammelt Minde,
der skal komme og svinde!
35Dets gyldne Sider
skal Præget bære
af de ældste Tider.
Af det kan I lære.
Med andagtsfuld Ære
40I vor Gave belönne.
Det skiönneste Skiönne,
en Möe
skal Helligdommen finde!“
Saa synge de og svinde.
45Lufttonerne döe!
Hrymfaxe den sorte
puster og dukker
og i Havet sig begraver.
Morgenens Porte
50Delling oplukker,
og Skinfaxe traver
i straalende Lue
paa Himlens Bue.
Og Fuglene synge.
55Dugperler bade
Blomsterblade,
som Vindene gynge.
Og med svævende Fied
en Möe hendandser
60til Marken afsted.
Violer hende krandser.
Hendes Rosenkind brænder,
hun har Lilliehænder.
Let som en Hind
65med muntert Sind,
hun svæver og smiler;
og som hun iler
og paa Elskov grubler -
hun snubler!
70og stirrer og skuer
gyldne Luer,
og rödmer og bæver
og zittrende hæver
med undrende Aand,
75af sorten Muld,
med sneehvide Haand,
det röde Guld.
En sagte Torden
dundrer!
80Hele Norden
undrer!
Og hen de stimle
i store Vrimle,
og grave og söge
85Skatten at foröge.
Men intet Guld!
Deres Haab har bedraget.
De see kun det Muld,
hvoraf de er taget.
90Et Sekel svinder!!
Over Klippetinder
det atter bruser.
Stormenes Sluser
bryde med Vælde.
95Over Norges Fielde
til Danmarks Dale
i Skyernes Sale,
de forklarede Gamle
sig atter samle.
100„For de sieldne Faae
som vor Gave forstaae,
som ei Jordlænker binde,
men hvis Siele sig hæve
til det Eviges Tinde,
105som ane det Höie
i Naturens Öie,
som tilbedende bæve
for Guddommens Straaler,
i Sole, i Violer,
110i det Mindste, i det Störste,
som brændende törste
efter Livets Liv,
som — o store Aand
for de svundne Tider!
115see dit Guddomsblik
paa Helligdommens Sider,
for dem lyder atter vort Bliv!
Naturens Sön,
ukiendt i Lön,
120men som sine Fædre,
kraftig og stor,
dyrkende sin Jord,
ham vil vi hædre,
han skal atter finde!“
125Saa synge de og svinde.
Hrymfaxe den sorte
puster og dukker,
og i Havet sig begraver.
Morgenens Porte
130Delling oplukker,
og Skinfaxe traver
i straalende Lue,
paa Himlens Bue.
Ved lune Skov
135Öxnene trække
den tunge Plov,
over sorten Dække.
Da standser Ploven,
og en Gysen farer
140igiennem Skoven.
Fugleskarer
pludselig tier.
Hellig Taushed
alt indvier.
145Da klinger i Muld
det gamle Guld.
Tvende Glimt fra Oldtidsdage
funkler i de nye Tider.
Selsomt vendte de tilbage,
150gaadefyldt paa röde Sider.
Mystisk Helligdom omsvæver
deres gamle Tegn og Mærker.
Guddomsglorien ombæver
Evighedens Underværker.
155Hædrer dem, thi Skiebnen skalter!
snart maaskee de er forsvunden.
Jesu Blod paa Herrens Alter
fylde dem, som Blod i Lunden.
Men I see kun deres Lue,
160ikke det ærværdigt Höie!
Sætte dem som Pragt tilskue
for et mat nysgierrigt Öie.
Himlen sortner, Storme brage!
Visse Time du er kommen.
165Hvad de gav de tog tilbage.
Evig bortsvandt Helligdommen.